Om

Velkommen til avlsforeningen for Ertebøllefåret

Racebeskrivelse

Ertebøllefåret er et oprindeligt og lavt forædlet dansk landracefår fra Vesthimmerland, der har været kendt i over 100 år. Det er over generationer tilpasset danske naturforhold og bør bevares af hensyn til dens kulturhistoriske værdi, samt dens unikke genetiske sammensætning. Fårene kendetegnes ved at være robuste og have godt temperament. De læmmer og passer deres lam selv og trives på naturarealer uden tilskudsfoder. Racen er derfor velegnet til afgræsning af naturarealer, men også til hobbyavlere, museer, formidlingscentre, skoler, etc.

Ertebøllefåret er et relativt lille får, hvor de udvoksede får vejer omkring 50-70 kg. Lammene vejer ved ca. 6 måneders alder typisk 25-35 kg ved græsning på hedearealer og 35-45 kg hvis de holdes på arealer af bedre kvalitet. En voksen vædder vejer 60-90 kg.

Ertebøllefåret viser stor variation i uld- og pelsfarve. De kan være alt fra næsten hvide til sorte, og der findes brun, grå, vildtfarvet, rødlig-gullige nuancer samt brogede mellem disse farver.  Hos de lyse får er hovedet og benene ofte plettede grå eller med en af de andre farver. Der er ønskeligt med farvevariation og man skal være opmærksom på at sort er recessiv og vil dominere ved udstrakt anvendelse af sorte væddere. Hoved og ben skal helst være fri for uld. Uldens kvalitet varierer fra ”tottet” til at have lange hængende dækhår.

Halen er ulddækket og længden er fra ”halv-trekvart” til kort. Snuden er kort og næseryggen på væddere bør være krum. Udviklede horn kan forekomme hos både væddere og får.

Fårene får i gennemsnit 1,5 lam. Det skal gerne give 1-2 lam pr fødsel.  Trillinger er ikke ønskeligt, selvom der er eksempler på at fåret selv kan passe 3 lam. Fårene læmmer selv og passer normalt godt på sine lam. Ertebøllefåret fremstår som et robust får der er relativt modstandsdygtige mod sygdomme og parasitter. Fårene har et godt temperament og bliver meget tillidsfulde ved daglig kontakt med mennesker.

Racebeskrivelsen er opdateret i 2019 på baggrund af forskningsprojekt “bevaring og udvikling af Ertebøllefåret”