Vedtægter

Vedtægter for Avlsforeningen for Ertebøllefåret

§1: Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er: Avlsforeningen for Ertebøllefåret

Foreningens hjemsted er den til enhver tid fungerende formands adresse

 

§2: Foreningens formål

Foreningens formål er at avle, bevare, opformere og udbrede kendskabet til Ertebøllefåret, så racens oprindelige brugsegenskaber, genetiske egenskaber og eksteriør bliver bevaret. Endvidere skal foreningen fungere som et forum for udveksling af kundskab og erfaringer der er relevant for avlere af Ertebøllefåret, samt platform for udveksling af genetisk materiale.

 

§3: Medlemmer

Som medlemmer kan optages avlere af Ertebøllefår, samt andre interesserede.

Avlere betragtes som aktive medlemmer med stemmeret, øvrige betragtes som støttemedlemmer uden stemmeret. Et CHR nummer giver højest to stemmer.

Indmeldelse og udmeldelse sker ved henvendelse til foreningens sekretær. Kontingent betales forud for et kalenderår og fastsættes for det kommende år på den ordinære generalforsamling.

Kun personer med betalt kontingent (betalingsbevis) har stemmeret ved generalforsamlingen. Eksklusion: Generalforsamlingen kan med 2/3 flertal blandt de fremmødte ekskludere et medlem, der handler mod foreningens interesser og vedtægter.

 

§4: Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 4 medlemmer fra foreningen.

Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende Ulige år afgår formand og kasserer, lige år afgår næstformand og sekretær.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg.

Bestyrelsen skal udarbejde stambøger og bidrage med rådgivning til avlerne. Derudover fastsætter bestyrelsen selv forretningsorden for bestyrelsens øvrige arbejde. Bestyrelsen indstiller dyrskuedommere i det omfang arrangører af dyrskuer beder herom.

 

§5: Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes primo oktober. Der indvarsles ved skrivelse (fortrinsvis via e-mail) til de enkelte medlemmer med 14 dages varsel. Indvarslingen skal indeholde dagsorden.

Forslag, der ønskes fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden skal indsendes til bestyrelsen senest en uge før generalforsamlingen. Afstemninger foregår normalt ved håndsoprækning medmindre et eller flere medlemmer ønsker skriftlig afstemning. Der kan stemmes ved fuldmagt. Alle aktive medlemmer, der har betalt kontingent, har stemmeret.

 

Et flertal i bestyrelsen eller 2/3 af de på det pågældende tidspunkt værende medlemmer kan til enhver forlange indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling med begrundet dagsorden i henhold til foreningens vedtægter i øvrigt. Dagsorden skal mindst indeholdeValg af dirigent og referent

Godkendelse af indkaldelsen
Formandens beretning
Regnskab ved kassereren og fastsættelse af kontingent
Valg af bestyrelse og 1 suppleant
Valg af revisor
Indkomne forslag
Eventuelt
§6: Regnskab, kontingent og hæftelse

Foreningens regnskabs- og kontingent år følger kalenderåret.

Regnskabet revideres før den ordinære generalforsamling af revisoren. Kassereren indkasserer foreningens indtægter og betaler de af bestyrelsen godkendte regninger. Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formand og et bestyrelsesmedlem. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de af foreningens påhvilende forpligtelser.

§7: Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kræver 2/3 majoritet af fremmødte stemmer på generalforsamlingen, mindst 1/3 af de stemmeberettigede skal være mødt op.

§8: Foreningens opløsning

Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en ordinær generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet blandt fremmødte medlemmer.

I tilfælde af foreningens opløsning, skal foreningens eventuelle formue overgå til foreninger med beslægtede formål, hvilke formål vedtages på generalforsamling.

 

Udarbejdet af Anne Becher d. 3/1 2002. Revideret af Anne, Elise og Jakob oktober 2016.