Forskningsprojekt om bevaring og udvikling af Ertebøllefåret
I 2016 blev der udført en større genetisk undersøgelse af danske landfår. Den genetiske undersøgelse bekræftede at Ertebøllefårene er genetisk unikke, hvilket betyder, at Ertebøllefårene har deres egen selvstændige genetiske profil, der ikke ligner andre fåreracers. På den baggrund blev der igangsat et forskningsprojekt (afsluttet i 2019) under ledelse af Elise Norberg på Folum, Aarhus universitet og med deltagelse af Balasz Szekeres, Ole Lønbjerg og Camilla Olsen.
Projektet ledte til at vi fik (gen)oprettet en avlsforening for Ertebøllefåret. Øvrige resultater fra forskningsprojektet var, at indavlsgraden for Ertebøllefåret blev undersøgt og betegnet som lav. Ertebøllefårenes stamtavler i fåre-gede- registreringen blev opdateret og det samme blev racebeskrivelsen. På baggrund af projektets videnskabelige undersøgelser blev det anbefalet at Ertebøllefårene blev anerkendt som en selvstændig race og på den baggrund fik Ertebøllefårene tildelt racekode er 31.
Beskrivelse af Ertebøllefåret fra forskningsprojektet:
“Ertebøllefåret var tidligere klassificeret som Dansk Landfår sammen med Hulsig og Vesterbølle linjerne. Imidlertid viser nye genetiske undersøgelser, at Ertebøllefåret danner en gruppe, der genetisk set er markant adskilt fra de øvrige Danske Landfår. Derfor betragtes Ertebøllefår som en ny selvstændig fårerace”
Ertebøllefårenes unikke genetiske profil:
Så hvad er forklaringen på, at Ertebøllefårene både er genetisk unikke og ikke særlig indavlede, når de stammer fra relativt få får?
Der er flere forklaringer:
Den oprindelige stamme bestod af gamle får og en meget gammel vædder. Generationstiden har derfor været høj og det medfører en lavere indavlskoefficient. Tilbage i tiden har fåreejere af den oprindelige stamme af Ertebøllefår byttet væddere med andre lokale besætninger og disse besætninger må også have været lavt forædlede landfår, karakteristisk for området omkring Ertebølle. Her er det værd at bemærke, at der ikke tilbage i tid, har været en målrettet avl af får med avlsmål og avlsforeninger, som man kender det fra fx den Jyske hest eller Sortbroget Jysk Malkerace eller andre gamle racer. Denne type fåreavl er af nyere dato i Danmark.
Siden 1993 har Ertebøllefårene været avlet med brug af mange væddere i forhold til antallet af får. Moderfårene er blevet relativt gamle, de har dermed stadig en lang generationstid, hvilke så medfører en lavere indavlskoefficient. Vædderne er ikke blevet så gamle, men til gengæld er der så brugt mange hvert år, hvilket igen medfører en lavere indavlskoefficient. Hver vædder erstattes med en søn og hvert får erstattes (på et tidspunkt) af en datter på den måde holder man fast i alle de oprindelige linjer og dermed mindskes indavlskoefficienten og heterozygositeten øges (heterozygositet er kort fortalt et mål, der anvendes i overvågning af avl med små populationer, det betyder, at der er mange forskellige alleler, altså en stor genetisk diversitet)
Disse avlsprincipper, som Leo Kortegaard indførte og som vi har arbejdet videre med i over 20 år, er blandt andet inspireret af svenske Håkan Hallander, som har følgende generelle beskrivelse af landracer:
” Landracer er populationer af husdyr, som er tilpasset lokale forhold over meget lang tid. Racen skal have befundet sig i et område i tilstrækkelig lang tid, så dyrene har tilpasset sig miljøet. I miljøet er der mange faktorer, der påvirker en race fx klima, jordtype, landskabsstruktur, græsningstyper, sygdomme, vinterforhold, foderprincipper, samt bondens formål med at avle med dyrene” (Hallander 1989)
I Danmark har det gældende princip for avl med gamle danske husdyrracer været at blande de forskellige oprindelige stammer sammen, nogle gange også med stammer, hvor indkrydsning med moderne racer har været relativt høj, hvilket er tydeligt både i dyrenes udseende, genetik og egenskaber. Formålet har nok været at undgå indavl.
Vi har altid været meget uenige i denne måde at forvalte de husdyrgenetiske ressourcer på og er meget mere inspireret af fx den svenske tilgang til bevaring af husdyrgenetiske ressourcer, som beskrevet i citatet fra Hallander.
Vi tror på, gennem sammenlagt 30 års praktisk erfaring, at man kan undgå indavl og indavlsdefekter ved at være bruge mange væddere og holde generationstiden på moderdyrene så lang som mulig, samt hele tiden være opmærksom på at bevare populationens genetiske diversitet ved at bevare moderlinjer og vædderlinjer. Vi mener, at man kun gennem avl af en hel lokal stamme med en troværdig forhistorie bevarer dyr med en unik genetisk profil og med unikke brugsegenskaber. Begge dele er bekræftet af de genetiske undersøgelser.
Fremtiden for Ertebøllefårene:
Vores mål er, at Ertebøllefårene på sigt kan klare sig uden stambesætningen på Engdal. Vi håber, at vi ved at holde fast i en lille forening og med vedvarende oplysning til nuværende og kommende avlere, kan få udbredt vores tilgang til avl med husdyrgenetiske ressourcer.
Det er vigtigt at holde sig til følgende principper, når man avler med en bevaringsværdig race som Ertebøllefårene:
Man bør som avler tilkøbe webdyr plus, hvor man kan registrere dyrene som en avlsbesætning i fåre-gede-registreringen og dermed stambogsføre dyrene. På den måde kan man hente stamtavler og lette udveksling af avlsdyr. Vi opfodrer alle avlerne til at have M3 status på besætningen (M3 er sundhedsprogram, hvor man tester dyrene for sygdommen Maedi-Visna).
Tjek dyrenes stamtavler inden du køber. Er de renracede? Hvis du allerede har Ertebøllefår, så tjek om der er få eller mange sammenfald i stamtavlerne. (undgå fx bedstefar-barnebarn eller fætter-kusine).
Brug så mange væddere som muligt. Det kan man i gøre i praksis ved at bytte vædder med andre avlere. Her er intentionen, at man kan finde kontaktoplysninger på avlere, der er medlem af vores avlsforening for Ertebøllefår, på hjemmesiden, men ellers så er det en god ide at bruge facebooksiden til at søge efter en ny vædder. Når du sælger en vædder, så sælg hellere din gode vædders søn end din gode vædder, på den måde bliver en vædder ikke far til særlig meget afkom. Dette råd er selvsagt lidt specielt i forhold til husdyravl med moderne racer, men det handler om, at hver vædder kun bør give et relativt lille bidrag til den samlede genpulje.
Vær opmærksom på at holde en relativt lang generationstid på moderdyrene. Lad dem blive gamle, hvis de ellers er i godt huld og virker friske. Lad en datter erstatte moderdyret, så bevarer du denne moderlinje. Hvis du bruger egne væddere (fordi du har flere flokke), så erstat den gamle vædder med en søn (eller sælg sønnen videre), så bevarer du denne vædderlinje.
Denne tilgang til avl gør, at man indimellem må gå på kompromis. Man skal selvfølgelig altid avle på sunde dyr, der giver gode lam. Men når man så står og skal udvælge næste års avlsdyr, så skal man også tænke på den genetiske diversitet og så kan det godt være, at man sælger et godt lam videre til avl i stedet for at beholde det selv, fordi man har mange af lammets søskende eller en moster i flokken.
Når man avler med oprindelige husdyrracer, som er nøjsomme og tilpasset magre jorde, så skal man også huske, at kun ved at bevare dem i ekstensive systemer, vil man selektere efter de oprindelige nøjsomme egenskaber. Det vil fx højest sandsynligt være forskellige typer af dyrene i flokken, som trives på at blive vinterfodret med højintensivt kraftfoder end med hø fra ekstensive arealer.
Vi vil slutte med endnu et citat fra Hallander ”Disse dyr (de oprindelige landracer) anses af mange som uøkonomiske og ikke tilstrækkeligt produktive i dagens intensive jordbrug. Men hvad med glemmer er, at disse dyr er en levende del af vores kulturavl og at de betød meget for datidens mennesker på landet. Det er disse dyr, der har skabt det unikke græsningslandskab i Sverige. De er desuden en vigtig genressource i dag, da man ikke kan vide, hvilke egenskaber, der kan blive nødvendige i fremtiden. Dyrene er ofte rørlige (de bevæger sig meget omkring) og er gode til at søge føde, hvilket gør dem til gode græsningsdyr. Lige så dårligt som de passer til det moderne jordbrug, lige så godt passer de ind i oprindelige græsningssystemer, naturreservater eller i andre miljøer, hvor produktionsegenskaber ikke har første prioritet”
Venlig hilsen Jakob Kortegaard Becher og Anne Becher, lykkelige ejere af Ertebøllefår på gården Engdal siden 2003.
Her kan læse meget mere om den svenske tilgang til avl med ”almogefår”: https://allmogefar.se/